I 2025 tager jeg et skridt mod digital frihed – jeg kalder det #Bigtexit25. Målet er at frigøre mig fra Big Techs greb gennem en kontrolleret exit, hvor jeg genvinder kontrollen over mit digitale liv.
Vi har i årevis optaget “afhængighedsgæld” til teknologimastodonter, og nu er tiden kommet til at betale tilbage.
Hvorfor nu?
Vi har i årevis optaget “afhængighedsgæld” til teknologimastodonter, der har lånt os deres tilsyneladende gratis tjenester. Imens har vi glemt at udvikle og støtte selvstændige alternativer og betalte tjenester, hvor vi er kunden frem for produktet. Vi flyttede fra blogs til Facebook og glemte RSS-feeds. Vi delte billeder på Instagram i stedet for at støtte open source-alternativer eller understøtte betalte fototjenester. Vi lod os informere gennem algoritmer designet til at fastholde os frem for at oplyse os, mens traditionelle nyhedskilder, hvor vi betalte for kvalitetsindhold, bløder.
Dette er ikke en direkte reaktion på den nye amerikanske regering, men den politiske situation har tydeliggjort, at tiden er moden til forandring. Big Techs indflydelse på demokrati og samfund overstiger efterhånden staters og regeringers magt.
Afhængighedsgæld skal betales tilbage
Vi må acceptere et lille skridt tilbage for at komme fremad. Heldigvis har verden uden for Big Tech udviklet sig, mens vi var væk. Fediverse tilbyder nu et økosystem baseret på fælles standarder og dataejerskab – en skøn blanding af 90’ernes og 00’ernes internet med moderne grænseflader.
Dette er en del af en større erkendelse. Siden murens fald har vi optaget flere former for afhængighedsgæld: Billige produkter fra Kina. Billig energi fra Rusland. Besparelser på forsvar baseret på falsk fred. “Gratis” digitale tjenester fra Big Tech.
Det er tid til at betale tilbage, både med penge og indsats. Gode digitale tjenester koster – enten direkte gennem betaling eller indirekte gennem vores personlige data. Det bliver ikke let at omstille sig til at betale for det, vi før troede var gratis, men det er nødvendigt – og kan også blive sjovt.
Min vej mod digital frihed
#BigTexit25 handler om gradvist at nedbringe min digitale afhængighedsgæld gennem 2025. Dette indebærer at støtte uafhængige, betalte tjenester, der respekterer mit privatliv og mine data. Jeg ved, at jeg paradoksalt nok må bruge de selvsamme platforme til at nå dette mål og inspirere andre til at følge med.
Ud over produkter produter, hvor vi betaler med vores afhænighed og tid er der også andre store, primære amerikanske produkter som jeg vil arbejde mig væk fra af andre årsager. Det er tydeligt at vi må stå sammen og opbygge et stærkt og demokratisk Europa. Det betyder også at vi må støtte op om europæiske valg, hvor vi kan. Selvom det kræver et afsagn eller en tilvænning. Jeg kan f.eks. sagtens sige Jolly til min Cola 😉
Er du klar til at tage det første skridt ud af afhængigheden og begynde at betale den sande pris for de digitale tjenester, vi bruger?